Der var engang…

Der var engang en institution på Engerødvej i Helsinge, nu vil nogle, at der kommer en ny privat institution på denne matrikel, men det må man ikke. Der er nemlig en kommuneplan, hvori der klart står, at der skal bygges boliger. Men den private aktør er allerede i gang med renoveringen af den tidligere institution, men det må man ikke uden en byggetilladelse, fordi formålet er ændret fra institution til værende bolig.
 
Ventetiden herpå er et par måneder, hertil påregnes en ibrugtagningstilladelse, som også tager tid at få, men så vidt jeg kan læse i diverse debatter, er flere børn garanteret plads allerede til august. Men det er da ikke muligt, når der end ikke er søgt en byggetilladelse, og det tager tid at lave tillæg til en kommuneplan, hvilket ville være tilfældet her.
 
Så hurtig hovedregning ville første spadestik i teorien først kunne tages i 2024. I praksis kommer det ikke til at ske.
Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke er imod private tilbud, jeg er imod at man bruger ufine metoder, til at åbne et sådant. Så læs kommuneplan og lokalplan, så kan man finde et egnet sted, men det er ikke på Engerødvej.
 
For en gangs skyld er det den private aktør og ikke Gribskov kommune, der har et forklaringsproblem. Hvis det var mig, der skulle have mit barn i børnehave, ville jeg nok sætte et stort spørgsmålstegn ved Engerødvej og hive fat i bestyrelse og ledelse, for afklaring.